
6. spillerunde: FC Midtjylland - Silkeborg IF
19.08.2021 18:07
Stilling i 3F Superliga
FC Midtjylland indtager andenpladsen med 12 point, mens Silkeborg IF har syv point på sjettepladsen. Midtjyderne har hentet én sejr og indkasseret ét nederlag på hjemmebane, mens begge Silkeborgs udekampe er endt uafgjort.
Karantæner
FC Midtjylland: Juninho og Junior Brumado
Silkeborg IF: Ingen
Head to Head
FC Midtjylland har trukket sig sejrrigt ud af otte af de seneste ni indbyrdes opgør mod Silkeborg. De sidste fem dueller på MCH Arena er faldet ud til hjemmeholdets fordel, så Bo Henriksens tropper går ind til det jyske opgør som klare favoritter. De sidste tre møder mellem FC Midtjylland og Silkeborg er endt med cifrene 2-1 til Ulvene, og det er bestemt et realistisk udfald igen fredag aften.
Form
Det er to formstærke hold, der brager sammen på MCH Arena fredag aften. FC Midtjylland har trukket sig sejrrigt ud af deres seneste fire ligakampe, mens Silkeborg er ét af bare tre ubesejrede hold i 3F Superliga. Udover Silkeborg er kun Randers FC og F.C. København stadig uden nederlag i 2021-22 sæsonen.
FC Midtjylland er med 10 mål de næstmest scorende hold i ligaen, men midtjyderne har hverken Sory Kaba eller Junior Brumado med i truppen på MCH Arena. Det bliver interessant at se om FC Midtjylland kan nedbryde Silkeborgs stærke defensiv, der blot har lukket to mål ind i sæsonens første fem kampe. Det er færrest af alle hold i 3F Superliga.
Samtlige mål fra de seneste 10 møder
Topscorerliste
Anders Dreyer topper FC Midtjyllands interne topscorerliste med to mål, men kunne med lidt større skarphed have scoret flere. Den skudstærke kantspiller har noteret sig for ikke færre end 14 afslutninger (+4 blokerede). Det er flest af alle i 3F Superliga.
Silkeborgs Sebastian Jørgensen blev dobbelt målscorer i 4-1 sejren over Viborg FF i 4. spillerunde og havde næstsidste fod på Nicklas Røjkjærs udligning søndag mod OB. Hold derfor et ekstra vågent øje på den formstærke midtbanespiller.
Vidste du...
at Silkeborg er den blot anden oprykker i Superliga-historien til at gå ubesejret igennem sæsonens første fem spillerunder (F.C. København 1992-93).
Kampens profiler
Erik Sviatchenko er generalen i FC Midtjyllands forsvar. I en defensiv med mange udskiftninger har han været konstanten med fuld spilletid i de første fem spillerunder. FC Midtjylland anføreren binder forsvaret forbilledeligt sammen, er ekstremt stærk i duellerne og en trussel på de offensive dødbolde. Midtjyderne har noteret sig for tre clean sheets og har blot indkasseret tre mål, så gæsterne fra Silkeborg får svært ved at spille sig frem til mange åbne chancer mod sølvvinderne. FC Midtjylland og Silkeborg IF er de to hold i ligaen, der har scoret flest gange på afslutninger uden for feltet (3), så vi forventer skud fra distancen i det jyske rivalopgør.