Claus Bech/Ritzau Scanpix

7 dage til 3F Superliga

09.02.2024 07:00

Vinterpausen er ved at være slut, og det er endelig ved at være tid til 3F Superliga. Vi skal finde de klubber, der skal spille om medaljer i Mesterskabsspillet og se, hvem der kommer til at kæmpe om at undgå nedrykning i Kvalifikationsspillet. Vinterens transfervindue er nu lukket, og vi ser nærmere på de 12 klubber, inden bolden ruller igen 16. februar.

 

Lyngby Boldklub

 

Placering: 7

Træner: Magne Hoseth

Stadion: Lyngby Stadion
Kapacitet: 10.100


Sæsonen indtil nu
Lyngby Boldklub reddede sig på mirakuløs vis fra nedrykning i sidste sæson efter et skuffende efterår, hvor det blot blev til otte point i de 17 første kampe. I denne sæson ser det helt anderledes ud for de Kongeblå. I år har Lyngby Boldklub hele 12 point mere sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, og de er langt fra den 12. plads, de havde i størstedelen af 2022-23 sæsonen. Lyngby Boldklub har seks point ned til en nedrykningsplads og syv op til en plads i Mesterskabsspillet. Der er ingen tvivl om, at Freyr Alexandersson har en stor andel i, hvor klubben står efter efterårssæsonen, men den nu tidligere cheftræner er taget til Belgien og i stedet for har Lyngby Boldklub ansat den tidligere F.C. København-spiller Magne Hoseth på posten. Nordmanden har gjort sig positivt bemærket som cheftræner ved at føre færøske KÍ Klaksvík til gruppespillet i UEFA Conference League.  

Foråret

Lyngby Boldklub møder både FC Nordsjælland og F.C. København på udebane i den afsluttende del af Grundspillet, og derfor ser det på papiret svært ud at få skrabet nok point sammen til at komme at klemme sig med i Mesterskabsspillet. Derfor skal Magne Hoseths tropper jagte muligheden for at sikre sig en plads i Europa Playoff kampen. Skrækscenariet vil selvfølgelig være nedrykning til NordicBet Liga, men hvis Lyngby Boldklub kan fortsætte de positive takter fra efteråret, så vil de Kongeblå igen i næste sæson være at finde i landets bedste række.

Vinterens transfervindue:

Tilgange:
Magne Hoseth (cheftræner) fra KI Klaksvik
Mads Kristensen (assistentræner) fra Lyngby Boldklub U19
David Jensen (målmand) fra Istanbulspor
Michael Opoku (midtbane/angreb) fra Lyngby Boldklub U19
Enock Kofi Otoo (midtbane) fra FC Nordsjælland
Gustav Fraulo (midtbane) fra CD Mafra
Lucas Lissens (forsvar) fra RSC Anderlecht
Nikolai Baden Frederiksen (angreb) fra SBV Vitesse

Afgange:
Freyr Alexandersson (cheftræner) til KV Kortrijk
Jonathan Hartmann (assistenttræner) til KV Kortrijk
Sanders Ngabo (midtbane) til Philadelphia Union
Mads Kikkenborg (målmand) til RSC Anderlecht
Marc Muniesa (forsvar) til Al-Shahania
Baptiste Rolland (forsvar) til FA 2000 (leje)

Hollandse Hoogte/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Profil: 

Kolbeinn Finnsson er venstre back for Lyngby. Han har været stærk defensivt, men det er især fremad banen, islændingen har gjort sig bemærket. Lyngby-spilleren har lavet flest indlæg af alle i ligaen, og så er han ovenikøbet den mest chanceskabende forsvarsspiller. To mål, en assist og en anden assist er absolut godkendt for en venstre back. Ham her skal de andre hold holde øje med i foråret.

Sæsonen i tal:

45,7 procent af tiden har Lyngby Boldklub haft bolden i 2023-24 sæsonen. Kun Vejle Boldklub har haft mindre boldbesiddelse i efteråret. Det bliver interessant at se, om holdet kommer til at være mere på bolden med Magne Hoseth som cheftræner.

32 store chancer har Lyngby Boldklub skabt indtil nu i sæsonen, og det er ganske pænt. Kun F.C. København, Brøndby IF og FC Nordsjælland har skabt flere store chancer.

-3,4 mål har Lyngby Boldklub scoret i forhold til xG. Det vil sige, at de ”burde” have scoret 3,4 mål mere i løbet af efteråret.

30 chancer står Kolbeinn Finnsson bag. Dermed er han en af de bedste i den kategori i 3F Superliga. Kun to spillere - midtbanespillerne Daniel Svensson og Anders Klynge – har været mere chanceskabende.

25 indgreb på indlæg lavede Mads Kikkenborg i efteråret. Det er flest af alle målmænd og et bevis på, at han fylder rigtigt godt i feltet. Nu er han taget til Anderlecht, og den tidligere FC Nordsjælland keeper David Jensen skal forsøge både at fylde Mads Kikkenborgs sko på holdet ud og matche hans tilstedeværelse i feltet.